SAYSKY COP RUN: 6. AUGUST I KØBENHAVN

SAYSKY COP RUN: 6. AUGUST I KØBENHAVN

HØJ INTENSITET OG ALL-OUT

SAYSKY COP RUN er tilbage igen d. 6. august i København og vi er mere end klar til at sætte ild til stierne rundt om Sankt Jørgens Sø. Høj intensitet, all-out efforts og 600 løbere som bare kører på.

Vi kalder det interval-baseret stafet i et socialt, sjovt og anderledes setup, hvor du helt sikkert kommer ud af komfortzonen.

REGISTRERING - LIVE NU

Registrering er nu åben, men pladserne ryger hurtigt, så skynd jer at få tilmeldt jeres hold før der er udsolgt.

TILMELD JERES HOLD HER

HVORDAN DET LØBER AF STABLEN

Tre personer på et hold, hvor alle løbere på skift gennemfører ruten på 1000m før de videregiver depechen i den hektiske skiftezone, indtil I som hold rammer et total antal omgange af 15x1000m.

Skiftezonen er det kaotiske centrum af SAYSKY COP RUN og der hvor al magien opstår - fordi I både deltager og hepper på samme tid. Når ikke man løber eller prøver at få vejret, så hepper man. Indtil det igen er din tur.

RUTEN

Det firkantede loop rundt om Sankt Jørgens Sø (den nordlige del mellem Kampmannsgade og Gyldenløvsgade) er en meget lige og flad 1000m rute, som i den grad ligger op til at træde speederen helt i bund - og med de 15x1000m på programmet for hvert hold, så er der ingen tvivl om, at I kommer til at lære ruten at kende på godt og på ondt.

PRAKTISK INFO

Pris per hold300kr + gebyr

  • Kategorier: Herre/Dame/Mix
  • Antal hold/deltagere: Max 200 hold / 600 løbere
  • Check-in: 17.00 - 18.00 ved skiftezonen som er placeret på den sydlige del af stien rundt om søen (se efter SAYSKY COP RUN logoet på kortet). Det er nok med én enkelt person per hold til at afhente depeche og startnummer - så undgår vi for meget kødannelse. Bare nævn jeres startnummer ved afhentning.
  • Start: Vi skyder løbet igang kl. 18.30 og bliver ved med at heppe indtil de sidste er i mål.
  • Parkering: Foregår på de omkringliggende veje.
  • Toiletforhold: Vi har desværre ingen toiletter på ruten eller ved skiftezonen, så vi opfordrer til, at det klares hjemmefra.
  • Opvarmning: Eftersom, at der skal løbes rigtig hurtigt, så opfordrer vi alle til at få varmet godt og grundigt op. Benyt evt. opvarmningen til at bese ruten, så du er klar når startskuddet går.
  • Musik: Der vil være rigeligt med musik i skiftezonen og på ruten, og fordi løbet foregår i meget højt tempo, med mange mennesker og uden afspærring - så er egen musik/headphones bandlyst.
  • Hold til højre: Der bliver løbet rigtig stærkt og der skal være plads til alle. Derfor løber man som var det på den tyske motorvej. Dvs. man holder til højre medmindre man overhaler.
SAYSKY COP RUN Søerne

SNACKS & ENERGI

Vi får selskab af Styrkr og Vitamin Well som sørger for energi og væske til alle deltagerne. Vi anbefaler stadig, at du også selv medbringer vand.  

PRÆMIER

Vinderen får det hele. Ingen andenplads. Ingen tredjepladser. I virkeligheden er præmien bare en formalitet, for løbet handler om at komme ud af sin komfortzone og møde nye udfordringer, samt have en fed oplevelse og nyde dagen med sin løbemakker og alle de andre hold. 

Der er præmier til alle vinderhold i hver kategori (herre/dame/mix) – hvor SAYSKY og vores sponsorer disker op med gavekort og goodiebags. 

PROMOTION MATERIALE

Vi kommer til at skyde både billeder og film til eventet, hvoraf noget vil blive brugt til fremtidigt promotion materiale. Hvis du ikke ønsker at fremgå i dette, så hiver du bare fat i os. Du er selvfølgelig meget velkommen til at dele billeder og film efterfølgende. 

WAIVER FOR DELTAGELSE TIL SAYSKY EVENT

Ved at deltage i et event arrangeret af SAYSKY accepterer jeg vilkår og betingelserne, der måtte gælde for det specifikke event. Jeg accepterer, at jeg deltager på egen risiko og ansvar. Jeg bekræfter, at jeg medicinsk er i stand til at deltage i arrangementet, og at jeg er ved godt helbred. Jeg tager selv ansvar for alle risici forbundet med at deltage, herunder men ikke begrænset til: fald, kontakt med andre deltagere, vejrets påvirkninger, herunder høj varme og/eller luftfugtighed, trafik og andre vejforhold.