SAYSKY VINTERMOTIVATION

Hvordan holder man motivationen om vinteren? På med det varme tøj, og hiv kilometerne hjem!

Som løber kan vinteren være svær at komme igennem. Det er mørkt og koldt, og årstiden kalder på sofahygge og Netflix på repeat. Men lad ikke vejret forhindre dig i at løbe – det handler om at finde den rigtige attitude frem og acceptere, at vinterløb lige kræver det ekstra ift. de dejlige sommerløbeture, hvor solen hepper dit navn. Så derfor besluttede vi os for at tage en lille snak med fire af vores atleter for at få deres bud på, hvordan man kan holde vintermotivationen. 

Vil du starte med at introducere dig selv?

Becky: Jeg hedder Becky Briggs, og jeg læser Sport and Exercise på St Mary’s University, London. Jeg løber langdistance på vej, og jeg har løbet for England til Junior World XC og Senior World Half Marathon.

Elsey: Jeg er Elsey Davis, jeg er læge, og jeg løber maraton både på vej og i bjergene.

Paul: Jeg er Paul Schmidt-Hellinger, jeg er 35 år, og arbejder som læge i Berlin, mens jeg også løber konkurrencer. Jeg forsøger at løbe mellem 80-110 km om ugen, inklusiv styrketræning, som jeg mener er vigtig for en løber.

James: Mit navn er James Westlake, og jeg bruger det meste af min tid på at løbe i solrige Sussex, England. Jeg har været en del af AB Training Group i 5 år nu, og vi laver det meste af vores træning som gruppe i Brighton. Mit fokus er normalvis på maraton, men det sidste stykke tid har jeg brugt mere tid på at forbedre min fart på 10 og 5 kilometers distancerne.

 

SAYSKY ATLET

Hvordan holder du dig motiveret om vinteren?

Becky: Vinteren er det perfekte tidspunkt til at planlægge ens mål for foråret – mål holder dig motiveret og gør, at du bedre kan kæmpe dig igennem det barske vejr.

Elsey: Det handler om at sætte sig mål og ikke glemme, hvad man kæmper for. Hver eneste løbetur tæller, og er en del af det større billede. Derudover gør træning i alt slags vejr dig mere hårdfør, og du kan risikere at komme ud for lignende vejr til konkurrencer. Så håb for det bedste, men forbered dig på det værste.

Paul: Jeg kan godt lide at lave langsigtede mål for mig selv – derfor er det oplagt at planlægge et forårsløb for at holde motivationen oppe og køre en langsom opbygning vinteren igennem. Nogle gange har jeg også deltaget i vinterløb (jeg har to gange vundet Barbados Marathon, som ligger i starten af december) eller cross country for at holde motivationen høj.

James: At løbe med AB Training Group har virkelig hjulpet mig til at komme ud og få trænet om vinteren. Den bedste måde at holde sig skarp på er at have en gruppe, man kan træne med, hvor man giver den fuld gas. Selv når det er vanvittig koldt, eller det bare vælter ned, så ved man, at man har en gruppe, der står og venter på én – som både er forberedt på at have det sjovt, men også have en super effektiv træning.

 

SAYSKY ATLET

Påvirker kulden dit humør?

Becky: Personligt foretrækker jeg at løbe i koldere vejr, så vinter er faktisk ikke slem for mig! Mørke morgener og aftener kan dog godt være lidt dræbende, men så hjælper det at løbe med andre eller løbe steder med god belysning.

Elsey: Det er sværere både at komme ud af sengen og ud af døren om morgenen, men jeg planlægger altid en gulerod til mig selv, når jeg kommer tilbage – fx et varmt bad eller min yndlings snack.

Paul: Det er ikke så meget kulden, men mere mørket og de glatte veje, som holder mig fra at løbe de ruter, jeg normalt løber om sommeren. Faktisk er løb den bedste vintersport, da man hurtig bliver varm – især med det rette tøj. Når jeg er varm og løber gennem byen, føler jeg mig temperaturmæssigt overlegen ift. andre – som et dyr i dets naturlige habitat.

James: Kulden påvirker mig ikke så længe, man har det rette tøj på til at holde én varm og komfortabel.

 

SAYSKY ATLET 

Ændrer din løberutine sig?

Becky: Når jeg træner, fokuserer jeg på længere intervaller, især på track-løb for at opbygge udholdenhed og bevare hastighed på samme tid. Derudover øger jeg også antallet af lange ture for at få nogle kilometer i benene.

Elsey: Jeg plejer at have mit varme løbetøj til at ligge ved siden af sengen, så jeg er klar til at komme afsted om morgenen – nogle gange skifter jeg faktisk i sengen for at holde varmen. Hvis det sner eller er glat (jeg hader løbebånd), så finder jeg et græsområde, som jeg løber omkring for at undgå at glide.

Paul: Hvis temperaturen er omkring frysepunktet laver jeg en forlænget opvarmning indenfor: 5 minutter på min hjemmetræner eller nogle armbøjninger, mobilitetsøvelser eller hop på stedet, mens jeg allerede er iført mine løbetights og t-shirt. På den her måde opnår man den rette kropstemperatur og valg af tøj til vejret udenfor.

James: Det kan være en idé at løbe lidt senere på dagen i stedet for om morgen, men jeg prøver ikke at lade kulden påvirke min rutine for meget.

 

SAYSKY ATLET 

Hvad er dit bedste motivations-tip til vinterløb?

Becky: På med det varme tøj og hiv kilometerne hjem.

Elsey: Sørg for at have det rigtige udstyr. Kolde lemmer kan påvirke ens præstation negativt så på med lagene! Armvarmere og handsker er uundværlige for mig om vinteren.

Paul: Mit tip er at lave en ’hop on, hop off’ løbependlertur. Det eneste du behøver, er dit løbetøj og din løberygsæk. Start med at lave en udendørsopvarmning hen til bussen eller toget. Lav så nogle hop eller trappe-workout på stationen for at holde varmen (det er godt for dine muskler og sener, og du kan sætte kryds ved det på din træningsplan). Lav nogle lange strækøvelser i bussen eller toget (hvis der er mangel på plads, kan du lave nogle calf-raises). Løb med lav intensitet ind på dit arbejde (hvis du er meget varm, kan du gøre det her iført t-shirt). Tag så et bad. Og endelig er den bedste træning at løbe hele distancen hjem, når du har fri.

James: På med trøjen og finde nogle gode løbegutter, som kan få dig i gang og lave dagens program!

Så der er faktisk ikke andet at gøre end at smide det rigtige tøj på og komme afsted – din krop kommer til at takke dig senere. Men er du ikke helt sikker på, hvordan man klæder sig på til koldt vejr? Så har vi heldigvis lavet en helt guide til, hvordan man klæder sig på til vinterløb.