SAYSKY Atlet Ken Rideout - alder er blot et tal

SAYSKY Atlet Ken Rideout - alder er blot et tal

Mød Ken Rideout - SAYSKY atlet, far, ægtemand, indfødt fra Boston, medvært i podcast og en fantastisk løber. For Ken, har 2021 været hans bedste løbeår - og det fortæller os, at alder er blot et tal.

I en alder af 50 år, har Ken præsteret at hente nogle imponerende resultater med hjem, såsom at vinde Masters Divisionen ved NYC Marathon 2021 i tiden 2:33, samtidig med at han satte ny halvmaraton PB i Nashville med en tid på 1:10 - blot to uger efter!

For Ken handler det om de ‘positive selvfortællinger’, om ikke at spilde sin tid, og at arbejde hårdt for at nå derhen, hvor man gerne vil være - både i sport og i livet. Han er svaret på SAYSKY's "Run or Die" mentalitet.

Læs hele interviewet med Ken for at høre hans personlige løberejse, træningsfilosofi og mål for fremtiden, samt hvordan løb har hjulpet ham med at komme ud af sin opioidafhængighed.

saysky

Hvordan kom du i gang med at løbe? Og hvordan definerer du dig selv som en løbenørd?

Jeg startede min løberejse i 2008 som triatlet. Jeg kvalificerede mig og deltog i Hawaii Ironman World Championships tre gange. I 2016, da mine 4 børn begyndte at blive ældre, og jeg ikke havde den tid, som det krævede for at være en konkurrencedygtig Ironman, blev løb til en praktisk ting. Jeg joker altid med mine løbekammerater om, at det gode ved løb er, at der er ingen som vil slå dig i ansigtet eller kvæle dig, når du bliver træt under et løb, så der er jo intet at være bange for - i modsætning til en bokse- eller MMA-kamp, som er to sportsgrene jeg har stor kendskab til. Jeg driller med at være en løbenørd, når jeg taler med boksere i min podcast, The Fight with Teddy Atlas. De fleste løbere synes, at denne reference er sjov, og det er bestemt ikke ment som en fornærmelse. Men løb kan være lidt af en nørde-magnet.

Hvordan spillede løb en rolle hos dig ifm. din afvænning opioidafhængighed?

Løb var min redning, da jeg forsøgte at slippe ud af min opioidafhængighed, som jeg var fanget i i flere år. Da jeg fandt triatlon og løb, gav det mig noget at fokusere på, imens jeg kæmpede med både fysiske og mentale abstinenser. At være høj er ikke foreneligt med at være en konkurrencedygtig udholdenhedsatlet.

Hvad er din træningsfilosofi? Din Strava viser stadig 16 km om dagen - men ændrede det sig ikke, da du begyndte at træne med din coach og virkelig kunne se forbedringer?

Som udgangspunkt løber jeg 16 km om dagen. Fra 2015 til 2019 løb jeg stort set bare en masse kilometer uden formel coaching eller vejledning. Jeg formåede at forbedre min marathon PR fra 2:45 til 2:33 ved bare at løbe en masse kilometer uden tracking. I ca. 2 år kunne jeg ikke forbedre min tid, og jeg sad fast i de lave 2:30'ere, men var ivrig efter at bryde 2:30. I sommeren 2019 hyrede jeg Mario Fraioli, vært for The Morning Shakeout podcast og Boston-buddy, til at coache mig. Efter 12 ugers træning sammen forbedrede jeg min PR med 5 minutter og løb 2:28 ved California International Marathon i Sacramento, CA. Mario sørgede for at skabe struktur og skræddersyede træningsprogrammer, hvilket naturligvis hjalp meget.

Alfa vs. beta mentalitet - hvad handler det om?

Vi kæmper alle til tider med bedragersyndromet, når vi går med en tvivl om eller frygt for ikke at være gode nok, hvilket er helt normalt; men mange mennesker finder det ukomfortabelt at tale om disse følelser. Jeg kalder denne frygt og tvivl for min indre beta. Beta bliver opvejet af min indre alfa stemme, eller personlighed. Alfaen er det, der får dig til at gøre ting uanset dine bekymringer eller frygt. Alfaen er den, der får dig til at gå ud og løbe i regnvejr, sne eller bitter kulde osv. Når du først erkender og anerkender denne indre kamp, kan du begynde at arbejde med din indre stemme og insistere på, at alfaen altid skal have lov til at træffe de afgørende beslutninger i dit liv!

Vi satte "Run or Die" på en kollektion sidste år - er vi helt galt på den, hvis vi siger, at det også er et af dine mest karakteriserede træk som atlet?

Jeg imødekommer altid et løb med den forventning om, at jeg skal lide. Med bjergbestigning som eksempel vil jeg mene, at alle, der har besteget Mount Everest, ved, at der er en reel risiko for at dø, når man forsøger at gøre noget som er ret episk. På samme måde, når jeg forbereder mig mentalt på et løb, fortæller jeg også mig selv, at jeg vil lide undervejs, og det kan gøre ondt. Det er denne forbundet risiko, som motiverer mig til at skubbe mig selv endnu hårdere, for at se, hvor meget min krop og mit sind kan klare. Jeg er derfor klar til at vinde eller dø i forsøget på at vinde til mine løb!

saysky athlete

"Fortæl dig selv de gode historier" - er det dit bedste råd til løbere derude - både til rookies og pros?

Din indre dialog er utrolig kraftfuld og styrende. Du må ikke undervurdere dit sinds kraft. Ligesom en negativ indre fortælling kan køre dig ned og gøre dig nervøs eller bange, kan en positiv indre stemme overbevise dig om, at du ikke kan slås, og at du er meget stærkere og bedre end du tror. Du kontrollerer selv denne fortælling via dine tanker - så fortæl dig selv de gode historier!

Du er kendt for at snakke meget under løb, nogle gange for at distrahere dine modstandere. Alt sammen i god stil, selvfølgelig. Vi elsker din attitude. Burde der være mere venlig trash-talk i løb?

Helt sikkert! Der er en hårfin grænse mellem at snakke lort og at være en nar. Jeg tror aldrig, at jeg har været en idiot over for nogen, men hvis nogen ønsker at være aggressive over for mig, så er jeg frisk på at give modspil. En af de ting, jeg virkelig godt kan lide ved løb, er, at deltagerne generelt set er meget venlige og imødekommende.

Kan du fortælle os om din stolteste præstation inden for løb?

Min absolut stolteste præstation inden for løb har været at vinde Masters Divisionen ved NYC Marathon i 2021. Selv om min tid, 2:33, ikke er min bedste tid, var den hurtig nok til at slå alle over 40 år. Nummer to har været at vinde Myrtle Beach Marathon i 2021. Jeg vandt den samlede titel i Myrtle Beach (2:30) dagen før jeg fyldte 50 år!

Hvad er din drivkraft nu - inden for sport og i livet?

Min drivkraft er at være en rollemodel for mine børn og at få det bedste ud af mig selv. Jeg føler, at jeg stadig har meget at give, og jeg ser ingen grund til, at jeg ikke kan fortsætte med at forbedre mig. Jeg fortsætter med at løbe et hurtigere maraton eller halvmaraton hvert år, siden jeg begyndte at løbe. Jeg løb en PR på 90 sekunder på et halvmaraton i december '21. Jeg løb 1:10 på Nashville Half Marathon 2 uger efter NYC Marathon, og det var en PR på 90 sekunder på halvdelen.

Næste skridt for Ken Rideout?

Næste skridt er Boston Marathon. Jeg vil gerne vinde min aldersgruppe ved alle de store maratonløb her de næste par år. Jeg vil også gerne deltage i nogle ultra-maratonløb. Måske 50 km til at starte med og derefter forsøge at deltage i et 100 km-løb.

Stats

Nuværende PR’s:

  • Halvmaraton: 1:10 ved Nashville Half Marathon i ‘20 (2. plads, samlet)
  • Marathon: 2:28 ved California Intl Marathon i '19
  • Ironman PR: 9:36
  • Halv Ironman PR: 4:24

2022 målrettede PR'er:

Mine mål for '22 omfatter at forsøge at vinde løb. Jeg fokuserer mindre på tid og mere på at vinde!

Følg med her:

Instagram

Strava

Twitter