Det Paralympiske Paradoks - med Saysky atlet Christian Lykkeby Olsen
Christian voksede op omgivet af venner og familie, der aldrig så ham som handicappet, men som en person, der bare havde sin højre arm trukket op i en mere unaturlig position, når han trænede. Christian så heller aldrig sig selv på den måde, da han aldrig følte, at hans tilstand på nogen måde hindrede ham.
Denne virkelighed ændrede sig, da han pludselig blev udtaget af Team Danmark til at repræsentere Danmark ved de paralympiske lege i Tokyo.
"Jeg var ret skeptisk, da jeg blev spurgt om jeg ville være med på det danske para-atleter landshold."
En af de bedste i verden
Christian blev dermed tvunget til at ændre den opfattelse, han havde af sig selv, da han pludselig blev noget i kraft af sit handicap. Fra dette tidspunkt er han blevet inviteret til, at deltage i internationale mesterskaber, og han anses nu for at være blandt de bedste i verden i sin kategori (T46).
I Tokyo repræsenterede han Danmark på 1.500m, hvor han blev nummer 7 i den samlede stilling. Christian fokuserer nu på alle distancer, helt ned til 1.500m løb, men har øjnene rettet mod maraton distancen.
"At tage den rød-hvide nationaldragt på vækkede virkelig en tidligere uvant patriotisk stolthed og ansvarlighed - og samtidig blev min selvopfattelse forvrænget. For første gang i mit liv blev jeg kun valgt på grund af min funktionsnedsættelse."
Læs hele interviewet med Christian for at få mere at vide om hans historie og om hans personlige kamp og handicap. Når du læser det, vil du få en idé om Christians tilgang til sporten og livet i det hele taget.
Hvordan kom du i gang med at løbe?
Som mange andre spillede jeg en masse fodbold og håndbold i min barndom og ungdom. Men i løbet af mit år på Koldingegnens Idrætsefterskole kom jeg i kontakt med løb lidt mere seriøst og systematisk. Jeg opretholdte en noget gennemsnitlig løbeform i løbet af min gymnasietid. I mit sabbatår løb jeg et maraton sammen med min løbetræner fra Grundtvigs Højskole i en fornuftig, men ikke prangende, tid på 3:21:00.
At starte på universitetet hjalp ikke på, at holde en god træningsrytme. Men heldigvis startede min gode ven Jacob i Sparta på Østerbro. Og på grund af hans imponerende progression følte jeg mig inspireret til selv at gøre noget lignende.
At starte i Sparta i 2018 var på mange måder altafgørende. Først og fremmest følte jeg mig inkluderet i et ret konkurrencepræget, men stadig venligt og engagerende miljø. For det andet oplevede jeg den samme hurtige og vanedannende progression som min ven Jacob, hvilket betød, at jeg gik fra sub 42 min på en 10k til sub 37 på et halvt år. Jeg har ikke set mig tilbage derfra, jeg løber stadig i Sparta og får mere og mere kvalitetstræning og kammeratskab.
Hvornår blev du først opmærksom på dit handicap?
Da jeg blev født med en funktionsnedsættelse (i partum), er det svært at sige, hvornår jeg først blev opmærksom på den. Mere præcist hedder min funktionsnedsættelse Duchenne-Erbs-parese. En nervesygdom i skulder og arm, der resulterer i svaghed eller tab af muskelfunktion. Set i et bredere perspektiv er min funktionsnedsættelse ret lille. Og på grund af at mine forældre opdragede mig uden nogen form for særbehandling, betragtede jeg mig ikke rigtig som handicappet i min barndom og ungdom. Men jeg har naturligvis hele tiden været opmærksom på min funktionsnedsættelse, specielt i en mindre grad i mine første teenageår.
Du nævnte, at du aldrig betragtede dig selv som handicappet, da du voksede op. Hvordan følte du det så, da du blev udvalgt til at repræsentere Danmark ved de paralympiske lege i Tokyo? Og hvordan påvirkede det dit personlige syn på dig selv (både som person og som løber)?
På grund af min selvopfattelse af ikke at være handicappet var jeg noget skeptisk, da jeg blev spurgt om jeg ville være med på det danske para-træningslandshold. Primært på grund af min uvidenhed. Jeg vidste ikke, hvad det var, og hvem der indgik i den mangfoldige kategori "para-atleter". Til min overraskelse er para-idræt et uhyre bredt begreb. Ikke desto mindre har det været en livsforandrende oplevelse at deltage på landsholdet.
At iføre mig den rød-hvide nationale uniform gav anledning til en hidtil uset patriotisk stolthed og ansvarlighed - samtidig med at det fordrejede min selvopfattelse. For første gang i mit liv blev jeg valgt udelukkende på grund af min funktionsnedsættelse. En form for positiv særbehandling, som jeg hidtil havde afvist og undgået. Den uundgåelige og noget forsinkede refleksion fik mig til at indse, at en funktionsnedsættelse i nogle sammenhænge faktisk resulterer i et handicap. Og for mig var det noget af en horisontudvidelse.
Både inden for sport, og i livet generelt, er funktionsnedsættelser for tiden lig med handicap, og derfor er det nødvendigt med særlige foranstaltninger. Inden for sport er det nødvendigt at adskille konkurrencen for at gøre den fair, og i samfundet er universelt design og hjælpemidler nødvendige for at begrænse og reducere barrierer. Men som mange andre ting i livet er det umuligt at glemme det igen, hvis man først har set det. Derfor karakteriserer jeg mig nu som para-atlet og observatør af uretfærdige eller invaliderende samfundsinstitutioner og strukturer.
Vi satte "Fast Has No Gender" på vores tidligere kollektion - Du har nævnt, at du på din egen måde forholder dig til dette udsagn og har ændret det til "Fast Is For Everyone"; kan du uddybe dette?
Når jeg siger "Fast Is For Everyone”, betyder det, at alle, uanset hvilken form for funktionsnedsættelse de har, kan og bør dyrke den sport, de kan lide. Og for mig kan betydningen ses som dobbelt. For det første skal man altid tage udgangspunktet i betragtning, når man bedømmer en sportspræstation. Det skyldes, at hastigheden og niveauet af hurtig kan være relativt og meget varierende. For det andet kræver det at være den hurtigste udgave af sig selv, i nogle tilfælde, samfundsmæssig støtte i form af hjælpemidler og let tilgængelige træningsfaciliteter. Ikke desto mindre mener jeg, at løb bør være for alle, og jeg håber, at folk nu og i fremtiden vil respektere og bedømme para-atletik på baggrund af deres kvalifikationer. Det kan sammenlignes med den naturaliserede differentiering og inklusion mellem juniorer og seniorer og mellem mænd og kvinder, hvilket betyder, at en para-atletisk rekord bør ses og anerkendes i sin egen ret.
Din historie er virkelig inspirerende og et klart eksempel på mod og udholdenhed. Hvad tror du, at løbere kan tage med sig fra din personlige rejse?
Jeg håber, at min historie, der er forbundet med mange andre para-atleter, kan inspirere folk med funktionsnedsættelser til at komme i gang med sport og stræbe efter mere, hvis de allerede er i gang. Så sigt mod himlen og bare gør det! Forhåbentlig vil flere slutte sig til landsholdet undervejs, vel vidende at para-atletik er for alle, uanset om man har en lille eller større funktionsnedsættelse.
Hvilke løb er de næste for dig?
Den 28. maj skal jeg løbe en international para-atletik-konkurrence på 1.500m i Schweiz. Næste sommer skal jeg så løbe ved verdensmesterskaberne i para-atletik i Paris og forhåbentlig også ved de paralympiske lege i Paris i 2024. Ind imellem vil jeg løbe længere distancer i "normal-atletik" i Danmark, 5-10 km, og måske endda et halvmaraton eller to.
Personlige Rekorder
Halv Marathon: 69:10
10 km: 31:13
5 km: 15:17
1500 m: 4:00:16
Følg med her:
